D. 15 December 2009 var det
Humanitarian Day under COP15
Klimaforandringerne påvirker millioner af mennesker i verdenen hvert år gennem intense oversvømmelser, storme og tørker, som opleves oftere og oftere. Humanitære organisationer gik i tirsdags sammen for at skabe fokus på de menneskelige konsekvenser klimaforandringerne allerede har medført og for at understrege der er brug for handling NU!I Politikens Hus blev der afholdt en dialog mellem seks humanitære ledere og seks børn og unge fra Holland, Kenya, Indonesien, Grønland, Kina og Senegal. Formålet var at inddrage fremtidens ledere, nemlig de unge, i diskussionen om hvad vi kan gøre ved klimaforandringerne. Som ordstyreren Charlotte Petri Gornitzka, generalsekretær for Red Barnet, sagde:
ikke alene er det de unges ret at blive hørt, det er også smart. Undersøgelser har vist at unge tænker mere på de langvarige konsekvenser og dertil er børn og unge dem der rammes hårdest af forandringerne, det er derfor væsentligt at inddrage deres synspunkter og løsningsforslag. Derudover skal budskabet omkring klimaændringerne spredes, og som Jet Li, stifter af One Foundation og populær skuespiller i Kina sagde, er noget af det vigtigste, at få flere folk involveret.
Joseph på 12 år fra Kenya fortalte hvordan tørken har medført, at der ikke længere er mad nok i hans landsby. Børnene må gå sultne i skole og sultne i seng. Hvad er løsningen, hvad kan de gøre og hvad skal vi i den vestlige verden gøre? Eftersom vi står for den største del af CO2-udledningen står vi også med det største ansvar, og som Josette Sheeran fra World Food Programme fortæller, har vi allerede ventet for længe i Afrika. 80 % af verdens befolkning lever i et samfund, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet, så når høsten ikke er stor nok og der er mangel på mad får de bare ikke noget at spise - derfor er de så afhængige af vores hjælp! Det handler om, at landene skal tilpasses klimaforandringerne. Deres landbrug skal udvikles, for problemet er, som John Holmes sagde, at man er stoppet med at investere i landbruget, da man ikke mener det er en fremtidsindustri. Ved at investere i landbruget sikrer man befolkningerne mad og dermed den nødvendige energi det kræver for at skabe udvikling. Dertil skal man forsøge at forberede de områder, der vil blive hårdest ramt af naturkatastrofer som fx oversvømmelser.
At få landene tilpasset forandringerne kræver ifølge Holmes to ting. Den ene ting er penge, ganske enkelt. Den anden ting er, at befolkningen skal inddrages på lokalt niveau. Man skal skabe opmærksomhed i de små samfund, og vise befolkningen, at de selv kan være med til at gøre en forskel. Men som Josette Sheeran pointerede, nytter det ikke kun at lave programmer som udvikler landbruget på længere sigt. Som hun sagde hjælper det ikke Joseph at der er mad om fem år, når det er nu han sulter. Hun mener derfor, selvfølgelig kun på kort sigt, at man skal sørge for at befolkningerne får maden, indtil landbruget er tilpasset klimaet og de selv kan producere den. Ifølge hende ville det kun koste det internationale samfund 10 mia. kr. om året ikke at sende nogle børn sultne i skole.
For at skaffe de nødvendige midler til tilpasningen, er der brug for mere opmærksomhed. Man skal informere folk og ulandenes historier skal fortælles videre, så flere bliver involverede i kampen. Det er her de unge især kan være med, i og med Internettet, som vi er vokset op med, er et af de bedste kommunikationsmidler. Dertil påpeger Jet Li, hvor vigtigt det er, at både NGO'er, firmaer og enkeltpersoner begynder at samarbejde mere.
En anden virkelig vigtig pointe der kom frem til mødet var, at det ikke kun er nok politikere og NGO’er gør noget. Det enkelte individ kan ikke kun ligge ansvaret over på samfundet. Man bliver nødt til også at kigge indad og se hvordan man selv kan gøre en forskel både for det fremtidige klima og for de nutidige konsekvenser. Der er nødt til at ske noget og det skal ske nu. Men samtidig nytter det ikke vi kun fokuserer på at mindske udledningen af CO2, da det vil først gavne klimaet på sigt – det er stort set lige så vigtigt, at vi hjælper de ramte lande med at tilpasse sig de forandringer der allerede har fundet sted, og de forandringer vi ikke kan nå at bremse.
Vores appel går således både til politikere, Ngo’er, enkelte individer og især unge.
Vi skal alle være med til at gøre en forskel og tage en del af ansvaret. Man kan gøre det på mange måder, men som unge er den vigtigste opgave vi har, at sprede budskabet. Vi kan ikke længere bare se på at Ulandene ikke bliver taget seriøst. Vi er nødt til at tale for de børn, som ikke selv har muligheden, for det er så vigtigt for dem at vide, at deres stemme bliver hørt i den vestlige verden så de kan opretholde håbet om en bedre fremtid!
Jeg besøgte Bondo i november 2009. Jeg var ude på vores venskabsskole på Mumbo Primary School. Jeg blev bekræftet i, at det er det rigtige sted vi hjælper. De har drømmene og de har viljen til at gøre alt for at nå dem - selvom oddsene er imod dem.
