onsdag den 25. april 2012

Malaria-investeringer redder liv

I dag er det Den Internationale Malariadag. Derfor er det nærliggende at skabe opmærksomhed omkring alle de børn og familier, der bliver syge eller dør af malaria. Ofte skal der ikke mere end et myggenet til for at forebygge sygdommen. Det er så lidt, der skal til, for at redde et liv.
 
Vestafrika er en af de regioner, der er særlig udfordret. Regionen oplever lige nu en sultkatastrofe, som indebærer, at millioner af mennesker sulter. Samtidig bliver adskillige børn og voksne syge eller dør af malaria. Faktisk dør et barn af sygdommen hvert minut, og størstedelen bor i Afrika:

"90 procent af de dødsfald, der skyldes malaria, sker i Afrika," forklarer Adama Coulibaly, der er regional direktør hos Plan i Vestafrika. De mange dødsfald sker på trods af, at malaria let kan forhindres: "Bare ved at øge den forebyggende indsats, fx ved at uddele myggenet, kan vi i 2015 have reddet tre millioner afrikanske børn fra døden," siger Adama Coulibaly.

Udover den forebyggende indsats kan malaria kureres med hurtig diagnose og korrekt medicinsk behandling.

Det gør Plan
Plan arbejder hårdt for at nedbringe antallet af børn og voksne, der bliver syge eller dør af malaria. I Vestafrika samarbejder vi med vores lokale partnere og børne- og ungdomsgrupper om at uddele myggenet og skabe opmærksomhed omkring forebyggelse og behandling af malaria.       

I Cameroon har vi uddelt mere end fem millioner myggenet. I Liberia arbejder vi på at behandle minimum 80 procent af de mennesker, der har malaria. I Burkina Faso har vi støttet uddelingen af 7,6 millioner myggenet. I Togo og Niger informerer vi børn og deres familier om sygdommen og uddeler myggenet. Fælles for myggenettene er, at de er langtidsholdbare og imprægnerede med myggegift.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar