onsdag den 27. januar 2010

Plan hjælper børn i Haiti

Når katastrofen rammer, er børnene de mest sårbare. Det er også tilfældet i Haiti. Mens tusinder af børn omkom i ødelæggelserne, bor mange af de overlevende nu i gader, parker og improviserede lejre - traumatiserede, tilskadekomne og uden nok mad, vand og lægehjælp.

På grund af situationens kaos er mange børn blevet adskilt fra deres forældre eller har mistet dem. Det gør dem til lette ofre for menneskesmugling og seksuelle overgreb.

Som fadderorganisation betyder børnebeskyttelse meget for Plan, og vi har iværksat flere initiativer for at hjælpe Haitis børn.

Plan deltager i "The Child Protection Working Group" i Haiti sammen med lokale myndigheder, græsrodsorganisationer og andre nødhjælpsorganisationer. Gruppen arbejder for at forhindre kidnapninger og uautoriserede adoptioner, få genåbnet skoler og børneinstitutioner og på at registrere og sikre midlertidig pleje til børn, som er blevet adskilt fra deres familie.

Plan har oprettet sikkerhedszoner i flere områder, hvor børn kan være i tryghed for vold, kidnapning og seksuelle overgreb. Plan-personale overvåger de mange lejre med hjemløse og følger op på rapporter om overgreb på børn. Vi deltager også i overvågning af grænsen mellem Haiti og Den Dominikanske Republik, eftersom der har været rygter om børn, som er blevet bortført eller har forsøgt at krydse grænsen alene.

Plan sender også eksperter i krisehjælp til de mange teltlejre. Her arbejder de for at hjælpe børnene gennem samtale og leg og ved at give psykologisk behandling, som de skønnes at være hårdest traumatiseret af katastrofen.

Livet bliver aldrig det samme igen for børnene i Haitis ruiner. Mange har mistet alt fra deres familier og hjem til skoler og legekammerater. I Plan vil vi arbejde hårdt for igen at give de børn et liv og en fremtid, som er værd at leve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar