torsdag den 23. august 2012

Hjælp os med at sprede budskabet om verdens udsatte piger

For millioner af piger i verdens fattigste lande er hverdagen ofte lig med hårdt arbejde, vold og overgreb. Piger rangerer lavest i hjemmet, i skolen og i samfundet. Piger udsættes for diskrimination og nægtes adgang til skolegang og sundhedspleje.

Gennem Plans globale kampagne "Because
I am a Girl" arbejder vi målrettet for at opfylde pigers rettigheder, så de kan skabe sig et bedre liv end det, deres mødre og bedstemødre har haft.  

Jacklyn fra Bondo i Kenya er en af de heldige piger, der har en PlanFadder, og som har fået plads på skolebænken. Se kampagnefilmen med glade Jacklyn her og del den gerne med venner og familie, så pigernes budskab kommer ud til mange flere.

onsdag den 22. august 2012

Vi løber DHL Stafet for pigerne fredag den 31. august 2012


Deltagelse i årets DHL Stafet i Fælledparken i København er blandt de aktiviteter, Plan i Danmark har iværksat for at sætte fokus på pigerne. Vi håber derfor at kunne samle en masse PlanFaddere og andre interesserede til verdens største motionsløb og hyggeligt samvær for pigernes sag. Hvis du ikke løber, er du også meget velkommen i vores telt som 'supporter'.
Det koster 124 kr. pr. startnummer at deltage. Løber du for Plans piger, får du en goodiebag med bl.a. en Plan løbe T-shirt og er med i lodtrækningen om gavekort doneret af Plans venner: Revebel Skønhedsplejeklinik, Butik Kluns og Boutique Fillo på Frederiksberg.

Tilmeld dig på Facebook eller send en mail til sofie.mortensen@plandanmark.dk allersenest søndag den 26. august.

Du kan naturligvis også støtte pigerne på mere traditionel vis. Se hvordan på www.plandanmark.dk

På forhånd tak for din støtte til Plan og pigerne.

tirsdag den 21. august 2012

Niger ramt af endnu en krise

Fjerde krise på få måneder har ramt børnene og deres familier i Niger. Først var der fødevarekrise, så flygtningekrise, dernæst kolera-udbrud og nu oversvømmelser.

På blot et døgn faldt det, der svarer til et halvt års regn i den nigerianske Dosso Region, som ligger 140 km fra hovedstaden og er på størrelse med Belgien. Oversvømmelserne har gjort hele 75.000 børn og voksne hjemløse. De foreløbige resultater viser, at 1.273 landbrug og 1.243 hjem er totalt ødelagte, mens næsten 1.000 hjem er beskadigede.

Nødsituationen har ramt børnene hårdest:

"Der er tale om en børnekatastrofe, idet 8 ud af 10 påvirkede er børn, som har brug for tag over hovedet, tøj og mad," siger Plans landedirektør i Niger, Rheal Drisdelle.

Plan var en af de første internationale NGO'er til stede. Vi har sørget for, at hvert hushold har fået et imprægneret myggenet, et tæppe samt ris og olie til minimum to uger.

Tusindvis af hjemløse børn og familier har søgt beskyttelse på skoler, og det skaber et nyt problem. For om få uger starter skolen efter sommerferien, og hvis de hjemløse ikke er blevet flyttet til et andet sted, kan børnene ikke begynde i skole. Plan er derfor i fuld gang med at søge midler, så de hjemløse kan blive henvist til et nyt sted, og skolerne atter kan blive klar til det nye skoleår.

I weekenden blev Nigers hovedstad, Niamey, tilmed ramt af voldsomme oversvømmelser. Også her måtte tusindvis af mennesker forlade fra deres hjem og ejendele. Plan holder i nærmeste fremtid møde med repræsentanter fra regeringen for at blive orienteret om situationens omfang. 

onsdag den 15. august 2012

Slumdog-stjerne støtter Plans arbejde for pigerne

Skuespiller Freida Pinto, der er kendt fra den oscar-vindende film Slumdog Millionaire, er blevet ambassadør for Plans pigekampagne "Because I am a Girl".

Freida besøgte for nylig Plans projekter i Sierra Leone for at møde nogle af de piger, som Plan støtter. Freidas budskab var klart: Piger få en uddannelse!

Se en film med Freida Pinto og pigerne her: http://www.youtube.com/watch?v=wYyxk7ajaEA

Du kan også støtte pigerne. Se hvordan her

fredag den 10. august 2012

Oversvømmelser i Filippinerne

To millioner børn og familier er lige nu ramt af voldsomme oversvømmelser i Manila, Filippinerne. 16 mennesker har mistet livet, mens syv personer fortsat er savnet.

Katastrofen skyldes, at hovedstaden inden for 48 timer er ramt af samme regnmængde, som normalt falder på en måned. Floder er løbet over deres bredder, og hele kvarterer står lige nu under vand.

Børn og deres familier mangler mad, vand og tøj. Plan er til stede. Vi følger situationen tæt og er klar til at hjælpe. Sidste år nåede vi ud til tusindvis af børn og voksne, da Filippinerne blev ramt af en omfattende tyfon.

Vandet er heldigvis begyndt at trække sig tilbage fra Manila, og varslinger om yderligere regn er ligeledes trukket tilbage.

tirsdag den 7. august 2012

Flygtningebørn starter i skole

I disse dage glæder millioner af skolebørn sig til at begynde i skole. Det gælder også for flere end 1.000 flygtningebørn fra Mali, der i denne uge starter i skole i nabolandet Burkina Faso. Dermed får børnene mulighed for at genoptage deres liv på trods af de alvorlige opgivelser.

I de to lejre Mentao og Damba i Soum Provinsen starter fem børnehaveklasser og 16 grundskoleklasser. Fire dagen om ugen skal eleverne gå i skole fra kl. 7.30 til kl. 15. De får udleveret skolematerialer og modtager både mad og psykosocial støtte. Først og fremmest skal undervisningen fra sidste skoleår indhentes, og dernæst fortsætter undervisningen som normalt.

Lærerstaben består af uddannede lærere, der selv er flygtninge og bor i eller omkring lejrene. For at sikre at lærerne har de rette værktøjer til at undervise børnene, sørger Plan for, at de får træning først. Derudover har Plan ansat to psykologer, der vil tilbyde psykosocial støtte til børnene igennem leg og andre aktiviteter.

"Plan tror på, at lige meget hvor et barn befinder sig - i små øde landsbyer eller i flygtningelejre - vil den undervisning, de modtager, altid være en styrke for dem. Det forbereder børnene på fremtiden og gør dem bedre i stand til at tage vare på sig selv senere i livet," fortæller Berenger, som arbejder med katastrofeforebyggelse hos Plan i Vestafrika.

Børnene og deres familier befinder sig i Burkina Faso som følge af voldsomme, politiske uroligheder i deres hjemland Mali, hvor den islamiske, militante bevægelse Al Qaeda hærger og bl.a. rekrutterer børnesoldater.

Antallet af mennesker, der er flygtet fra Mali til Burkina Faso er fra den 16. juli til 25. juli i år steget fra lidt over 89.000 til næsten 108.000 mennesker - et tal der fortsat stiger.

Du kan støtte børnene ved at give en donation

Du kan også sende en SMS mærket NØDHJÆLP til 1231.

Det koster 150 kr. + alm. sms takst, som trækkes over telefonregningen.
Tjenesten udbydes af Plan Danmark, Borgergade 10, 2.tv, 1300 Kbh. K, Tlf 35 300 800

På forhånd tak for din støtte.

fredag den 3. august 2012

MetroXpress i Nairobis slum: Jeg kunne være endt som gangster

MetroXpress har besøgt vores projekter i Nairobis slum og bringer hver måned i 2012 en artikel derfra.

I august kan du læse om rollemodellen John Kariuki, der er født i slummen og vil dø i slummen. Han har selv kæmpet sig op fra bunden og har gjort det til sit livsprojekt at forsøge at opnå det samme for andre.

Læs hans historie her: http://www.metroxpress.dk/slum/