Viser opslag med etiketten 2011. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2011. Vis alle opslag

fredag den 23. marts 2012

Fødevarekrise i Niger

Adskillige lokalsamfund i Niger risikerer at løbe tør for mad inden næste høst. Det viser en helt ny undersøgelse.
Mellem 70 og 90 procent af indbyggerne i det vestlige og østlige Niger vurderer, at de vil løbe tør for mad inden næste høst. Det uhyggelige budskab afsløres i en ny undersøgelse foretaget af syv forskellige organisationer, heriblandt Plan.

Hvis dommen bliver til virkelighed, vil det fremkalde en enorm sultkatastrofe i den hårdtprøvede republik i Vestafrika. Allerede nu har samtlige af de familier, som har deltaget i undersøgelsen, skåret ned på antallet af måltider pr. dag og samtidig mindsket portionerne. Det går hårdt ud over børnene, som risikerer at blive underernærede. Det kan få alvorlige konsekvenser for deres udvikling nu og her, men også på sigt.

Uregelmæssig regn og angreb fra skadedyr og græshopper ødelagde hele høsten i 2011. Derfor har familierne i år ikke har haft nok mad. Høje fødevarepriser gør kun situationen værre. Hele 6 millioner børn og familier risikerer at sulte alene i Niger - 2 millioner har allerede desperat brug for mad og venter på en udstrakt hånd fra det internationale samfund.


Læs mere og støt her

torsdag den 5. januar 2012

75 års engagement for børnene

I 2012 kan Plan fejre sin 75 års fødselsdag, og udsatte børn har lige fra starten været i fokus.

Det hele startede i 1937, da den britiske journalist John Langdon-Davies etablerede en organisation for at hjælpe de tusindvis af børn, som var berørt af den spanske borgerkrig. Under Anden Verdenskrig bredte støtten sig til krigsramte børn i Europa, og siden har Plans udvidet sin hjælp til børn i Afrika, Asien og Latinamerika.

I 2011 nåede vi således ud til mere end 56 millioner børn i 58.000 lokalsamfund fordelt over 50 lande. Samtidig underviste vi over en halv million mennesker i alt fra børnebeskyttelse og uddannelse til katastrofeberedskab og forbedring af vand og toiletforhold.

Formålet med Plans tilstedeværelse er at styrke børns rettigheder og højne deres levestandard. Vores kampagne Learn Without Fear beskytter mere end 485 millioner skolebørn mod vold, mens kampagnen Because I am a Girl sætter fokus på ligestilling mellem piger og drenge. Det er med til at løfte både piger og drenge ud af fattigdom.

Plans strategi frem til 2015 har et eneste formål: At nå ud til så mange udsatte børn som muligt med gennem langsigtede løsninger, som ikke kun glæder nu og her, men også i fremtiden.