mandag den 9. juli 2012

Oversvømmelser i Bangladesh

Plan udvider nu sin støtte til Bangladesh, der i sidste uge blev ramt af voldsomme oversvømmelser. Mere end 100 mennesker døde, og yderligere tusind mennesker strandede, efter at monsunregnen fik floder til at løbe over deres breder.

Den 5. juli begyndte Plan sin nødhjælp til 7.000 berørte familier i distrikterne Kurigram og Gaibandha i nord og Cox's Bazar i syd. Dermed var Plan den første internationale NGO til at reagere på oversvømmelserne i disse områder.

Indtil videre har Plan hjulpet 2.000 familier i Gaibandha og 3.000 familier i Kurigram. Familierne modtager 5.000 taka (ca. 360 kr.), som skal bruges til vigtige varer som ris, tørret mad, lys, sæbe, babymad og redskaber til hjemmet. Indbyggerne er glade for selv at kunne bestemme, hvad pengene skal bruges til, så de får præcis det, de har brug for.

Mens situationen fortsat forbedres, og vandet langsomt trækker sig tilbage, er der sket stor skade på de sanitære forhold i hjem og skoler. Mange skoler har derfor været tvunget til at lukke ned.

Plan vil snarest gå fra at yde økonomisk støtte til familierne til at støtte børnevenlige områder, skoler, sanitære forhold samt gravide og ammende kvinder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar