fredag den 28. januar 2011

Plan Future til nordisk konference

Den 20. januar mødtes otte unge på Plans kontorer i Oslo. De repræsenterede Plans ungdomsbestyrelser i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Fannie og Sebastian deltog fra Plan Future. I månedsvis havde de unge planlagt en weekendkonference, som skulle styrke deres skandinaviske samarbejde, Nordic Youth Cooperation.

Høje ambitioner og store forhåbninger
De otte repræsentanter havde planlagt en pakket dagsorden. I løbet weekenden præsenterede de imponerende resultater fra deres mest succesfulde projekter. I Liberia havde de norske unge oprettet en ny ungdomsbestyrelse, og Sverige kunne berette om deres bidrag ved den årlige faddergalla. Der blev udvekslet ideer og erfaringer, uddelegeret poster og fastsat kommunikationsprocesser.

Det mest imponerende fremskridt kom om lørdagen, da gruppen efter megen diskussion og arbejde fik taget de første spadestik til en nordisk fælleskampagne. I oktober 2011, vil de fire ungdomsbestyrelser afholde workshops om børns vilkår på folkeskoler i hele Skandinavien for at markere FN's Internationale børnedag.

Vejen fremad
Søndag eftermiddag forlod de otte unge igen Oslo - udmattede, men håbefulde. De havde opnået meget i løbet af få dage og lagt en ambitiøs plan for fremtiden. På vej til sporvognen sagde Miriam fra Norge: "Det var hårdt arbejde, og det bliver nok ikke lettere fremover, men jeg tror, vi startede noget virkelig stort her. I oktober får børn i hele Skandinavien en dag, de sent vil glemme."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar